Nogle ordbøger definerer ordet “ret” som et “privilegium”. Men når “ret” bruges i menneskerettighedssammenhæng, taler vi om noget meget mere fundamentalt. Vi taler om de grundprincipper, som hele vores moderne demokratiske samfund er bygget op omkring.
Ethvert menneske er berettiget til disse fundamentale rettigheder – blot fordi de er et menneske. Disse rettigheder kaldes menneskerettigheder. I modsætning til et privilegium, som kan inddrages af en anden person, kan et person aldrig miste sine menneskerettigheder. En person kan få en menneskeret krænket, men ingen kan nogensinde miste sine menneskerettigheder.
Disse rettigheder er der for at beskytte dig mod folk, som kunne ønske at skade eller krænke dig. De er der også for at hjælpe os med at komme overens med hinanden og leve fredeligt sammen.
Mange mennesker kender noget til deres rettigheder. Generelt ved de, at de har retten til mad og et sikkert sted at være. De ved, at de har en ret til at blive betalt for det arbejde, de udfører. Men der er mange andre rettigheder.
Når menneskerettigheder ikke er godt kendt af folk, kan misbrug som f.eks. diskriminering, intolerance, uretfærdighed, undertrykkelse og slaveri opstå.
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev skabt af de Forenede Nationer med udgangspunkt i Anden Verdenskrigs grusomheder og enorme tab. Målet var at sikre en fælles forståelse af, hvad alles rettigheder er. Den danner grundlaget for en verden bygget på frihed, retfærdighed og fred.
Det erklærede mål for FN er at bringe fred til alle nationer i verden. Efter Anden Verdenskrig, skrev et udvalg under ledelse af Mrs. Eleanor Roosevelt, hustru til USA’s præsident Franklin D. Roosevelt, en erklæring om de rettigheder, som alle mennesker i hele verden bør have. I dag er der 192 medlemslande i FN, som alle har tilsluttet sig Verdenserklæringen om menneskerettighederne.
Hvor begynder universelle rettigheder?
I det små, tæt på hjemmet – så nært og småt, at det ikke kan ses på noget verdenskort. De betyder stadig alverden for den enkelte person; for det nabolag, han bor i; for den skole eller det gymnasium, han går på; for fabrikken, gården eller kontoret, han arbejder på.
Det er de steder, hvor hver mand, kvinde og hvert barn søger lige ret, samme muligheder, samme værdighed og uden forskelsbehandling. Med mindre disse rettigheder er meningsfulde sådanne steder, har de meget lidt mening alle andre steder.
Uden en samlet indsats fra medborgerne for at opretholde dem i nærmiljøet vil vi forgæves spejde efter fremskridt ude i verden.
– Eleanor Roosevelt, hustru til USA’s præsident Franklin D. Roosevelt, og formand for De Forenede Nationers Kommission, der skrev Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i 1948.
